Bliv medlem

Synes du også det er vigtigt, at sikre naturen og den store mangfoldighed i Jydelejet og Høvblege for dine oldebørn?

LÆS MERE

Om foreningen

Græsningsforeningens formål er at sikre natur og mangfoldighed i to af Danmarks flotteste overdrev Jydelejet og Høvblege på Østmøn. Jydelejet

LÆS MERE

Aktiviteter

KALENDER 2024 17. marts   Hegnsdag 20. april    Generalforsamling 9. juni       Hegnsdag

LÆS MERE

Kontakt

Har du spørgsmål omkring dyrene i Høvblege og Jydelejet eller brug for at kontakte foreningen, kan du finde kontaktoplysninger til bestyrelse, hyrde...

Read More

Vedtægter

Græsningsforeningen Høje Møn er oprettet i november 2005. Foreningens hovedformål er at medvirke til naturplejen på Møn, primært i Jydelejet og på...

Read More

Seneste informationer fra foreningen

Nyhedsbrev februar 2024

Om vinterfodring, tur i folden med naturstyrelsen, gratis kød for hegnsdage, midlertidig lukning for salg af andele, PFAS testning i flokken, stormflodens hærgen i haverne samt de kommende hegnsdage- nu med nyt værktøj!

Vinterfodring

I Jydelejet har dyrene klaret sig selv hen til årsskiftet, og den 6. januar begyndte Karl så at fodre ved det nye shelter. Dyrene skulle lige se det hele an, men kom så stille og roligt op, som I kan se på videoen. De får en balle wrap hver anden dag, og hvis I er derude en formiddag, så gå ned og kig med, for det er dejligt at se dyrene trives. Karl har et meget fint tag på dem og har jo efterhånden fået fremavlet en omgængelig flok.

I de andre områder klarer kvæget sig som sædvanligt uden tilskudsfodring, og i Jydelejet har det helt sikkert været godt for græsset, at kvæget var lukket inde i sydfolden et par måneder, som I måske kan huske. Vi kommer til at fortælle mere om det på generalforsamlingen, hvor vi også kan vise det på kort.

Tur i folden

Bestyrelsen har lige været på tur i folden med Jens Ljungmann, vores mand i Naturstyrelsen. Han var godt tilfreds med græsningstryk og vores arbejde i det hele taget, og det ser ud til, at det antal dyr, vi har på de forskellige områder, passer meget fint. Vi har væsentligt færre dyr nu, 63 i alt, og der er jo altid et vågent øje på, om der bliver græsset nok og ikke for meget.

Om hegnsdage og et kilo gratis kød

Alle medlemmer og enhver de måtte tage med til en hegnsdag og høslæt, det være sig svigermødre, naboen eller andre, kan godskrive indsatsen med et kilo gratis kød for hver person for hver hegnsdag, man har deltaget. Timerne skriver man på sin faktura ved kød-udleveringen, og de godskrives.

Der har været tvivl om dette tidligere -også senest til kødudleveringen, og det gav anledning til en god snak i bestyrelsen. Der foregår naturligvis meget andet frivilligt arbejde i foreningen, og alt dette er i ordets bogstaveligste forstand frivilligt og godskrives ikke med et kilo kød. Grunden til denne forskel er, at vi jo har brug for at passe hegnene og skal betale os fra det, hvis vi ikke klarer det selv.

Desuden er hegnsdagene jo herlige. Det er så godt at kunne følge lidt med i livet i foldene på denne måde, og så er det også bare hyggeligt at arbejde sammen. Man tilbyder de kræfter, man har, og arbejder i eget tempo.

Midlertidigt stop for salg af andele

Vi har de senere år haft en stor tilgang af nye medlemmer, som jo er alletiders! Men for at have et rimeligt forhold mellem antal slagtet kvæg og antallet af andele, har vi besluttet at stoppe midlertidigt for salg af flere andele. Men man kan naturligvis stadig melde sig ind i foreningen og støtte naturplejen på den måde.

Stormen fra øst

I oktober ramte stormen også Møns sydkyst, og måske har I selv set området nede ved haverne og shelterpladsen dernede, der nu er en saga blot. Hegnet ud mod kysten til Mandemarke Have røg også helt, og Karl flyttede derfor dyrene op i Høvblege Bakker, og det går heldigvis godt, og der er foder nok til de ekstra dyr. Naturstyrelsen er i færd med at sætte nyt hegn op dernede.

PFAS testning

Vi blev spurgt om PFAS testning af dyrene til generalforsamlingen i fjor, og der blev derfor taget en prøve af en af de ældre køer i Jydelejet ved dyrlægens besøg i november, som viste værdier under EU’s grænseværdier. For at få et bredere indtryk har vi besluttet at tage prøver fra en ældre ko i Jydelejet mere samt fra 2 toårige dyr fra Bakkerne. Prøverne bliver taget i juni i forbindelse med, at der flyttes dyr alligevel.

Nyt fra hegnsgruppen

Der er kommet nye Hegnsdage, så kom og vær med!

Vi har sat x’er i kalenderen d. 17. marts og 9. juni, og vi håber at se mange af jer. Hvis du gerne vil have dine børn med, så er de velkomne. Vi har fået mulighed for at købe en ny lækker Stihl buskrydder med batteri og en Stihl hækkeklipper – der selvfølgelig også er med batteri. Vi glæder os til, at I kommer og er med til at teste, om det er noget vi skal satse mere på fremover. Minimotorsaven har fået ekstra batteri, og der er også blevet råd til en ekstra grensaks.

Karl vil som altid møde os på P-pladsen ved indgangen til Jydelejet kl. 10:30 og fortælle hvilke dele af hegnet der står for tur – han har redskaber med – også de nye. Vi plejer at runde af med at samles om medbragt mad og kaffe.Har du et yndlingsredskab, så tag det med. Husk handsker!

Hvis du har spørgsmål, så kan du kontakte Lisbeth på
gath@it.dk eller 20729224

Generalforsamlingen

Naturstyrelsen vil gerne fortælle os om LIFE Orchids, så vi har inviteret dem til generalforsamlingen den 20. april, hvor vi så får mulighed for at høre om dette store og meget interessante projekt, der har stor betydning for vores egen fremtid. Det bliver Markus Raeder Konner, som er projektleder på urørt skov og LIFE Orchids, der kommer.

Det sker lørdag den 20. april igen i år på Geo Centeret, med Marcus’ oplæg klokken 10:30, dernæst generalforsamling klokken 12:00 og efterfølgende frokost.

Nyhedsbrev November 2023

Om de nye græsningskontrakter, næste års generalforsamling, kødudleveringen, miljøtilsyn og studning.

Vi kan med stor glæde fortælle, at vi fortsætter det gode samarbejde med Naturstyrelsen om naturplejen på Høje Møn og netop har underskrevet 2 græsningskontrakter.  En på 5 år for Jydelejet og Haverne, og en på 3 år for Høvblege og Mandemarke Bakker. Kontrakterne kan, som sædvanen foreskriver, læses på hjemmesiden.

Tidligere har vi altid kørt med 5 års kontrakter, men Naturstyrelsen ønsker at have mulighed for at kunne udvikle de nye græsningsområder i forbindelse med LIFE Orchids projektet, og 3 år virkede som en god tidsramme for dette. Jydelejet og Haverne er jo så foreløbig adskilt fra det.

Naturstyrelsen vil gerne fortælle os om LIFE Orchids, så vi har inviteret dem til generalforsamlingen den 20. april, hvor vi så får mulighed for at høre om dette store og meget interessante project. Det bliver Markus Raeder Konner, som er projektleder på urørt skov og LIFE Orchids, der kommer.

Generalforsamlingen afholdes igen næste år på Geo Centeret, hvor vi låner deres fine skolestue lørdag den 20. april med Marcus’ oplæg klokken 10:30, dernæst generalforsamling klokken 12:00 og efterfølgende frokost (-som altid med egetproduceret kød).

Årets kødudlevering gik godt, og takket være Eas utættelige justeringer lykkedes det vist at få fordelt rimeligt, som folk ønskede det. 80 medlemmer havde bestilt af de 15 dyr og ialt 4039 kg kød. Det koster til orientering knapt 3.800,- at slagte et dyr.

Det er en dag med meget arbejde og mange mennesker indover, og så hjælper det unægteligt, når vejrguderne er med os! Og så er det altid et særligt godt måltid den der lørdag aften, når udleveringen er gået godt, og ens fryser er fyldt på ny, og man kan lægge lidt frisk, godt kød på panden.

Vi har netop vel overstået kommunens officielle miljøtilsyn, som foregår hvert sjette år … -og som virker lidt som at blive stoppet af politiet, selvom man ikke har gjort noget galt. Det er blandt andet gødningsregnskab og bygninger, som tilses, men alt var heldigvis i orden.

Og inden året rinder ud er den sidste begivenhed studningen og det årlige dyrlægeeftersyn her senere på måneden. Det er tyrekalvene fra i år, denne gang 7 stk, som studes, inden de sættes ud på Høvblege med de andre ungdyr.

Idet vi takker for i år, ønsker vi alle en rigtig glædelig jul 🎄

Bestyrelsen

SKOVFEST lørdag den 30. september

Sept. 2023 Om græsningskontrakten, høslet, hegnsdag, folde, dyr og noget af alt det derimellem

Kære medlemmer

Den femårige gæsningskontrakt med Naturstyrelsen udløber jo ved enden af dette år, og det ser ud til, at vi snart ved, hvordan det kommer til at se ud med græsningen fremover. Foreløbig er vi stadig optimistiske – og lover også fortsat at fortælle mere, lige så snart vi ved mere.

Og græsningen er det gået godt med i år. Den meget tørre juni kunne ellers godt få os til at se bekymrede på, om der ville være nok at spise til kvæget resten af året, og samtidig gav det jo dårlig høst, så prisen på det wrap, vi kan supplere med, ville stige. Men en sommervåd juli har givet grønne og frodige folde og lykkeligt kvæg og kvægholdere. Samtidig har den tørre junivarme givet lidt anderledes vækst for orkideerne. Nogle har ikke været påvirkede, mens andre (nogle af de sentblomstrende) har været slået lidt ud. Horndragerne i Jydelejet er gået lidt tilbage i antal, men har det stadig fint.

Lige om hjørnet er høslæt, lørdag den 30. september. Horndragerfolden skal plejes, og denne dag samles alle os, som er fælles om naturplejen på Jydelejet: Naturstyrelsen og kommunen naturligvis, Naturfredningsforeningen og Geocentret samt os selv. Det plejer jo at være en vældig hyggelig dag, og også i år slutter vi med SKOVFEST, hvor vi er værter. Se mere her

Lige straks sendes kødbestillingssedler ud – “same procedure, James”.

Det er som sædvanlig ungkvæget i Mandemarke, der slagtes, mens køerne fortsat går med Frantz og årets nye kalve i Jydelejet. Her kommer de faktisk til at blive lukket inde i sydfolden en periode, for der er ikke blevet græsset nok. Så selvom vi ikke har haft indre hegn og folde i Jydelejet i en del år, er hegnet nu sat i stand af Naturstyrelsen, så kvæget kan komme lidt i bund dernede. Karl sørger for, at der er frisk vand til dyrene. 

Noget af kvæget græsser også i Mandemarke Have og Busene Have. Der går en fin sti mellem de to, som -hvis man ikke kender den, bestemt er en tur værd. I sidste uge så vi bl.a. 4 unger af stor skallesluger, som nok er fra en af kasserne, en af vores medlemmer har sat op dernede.

Og så har vi fået lavet persondatapolitik for foreningen, som kan læses her. Det, man kan sige til det, er vist, at nogle gange er det bedre at komme for sent til festen end slet ikke at komme! 

På gensyn derude fra bestyrelsen

Juni 2023 Nyhedsbrev om vores græsningskontrakt, Flotte Frantz, vores arrangement med GeoCenter og om forskellige andre interessante arrangementer

Om vores græsningskontrakt

Bestyrelsen har netop haft møde med Naturstyrelsens skovrider Jane Skov Lind og Jens Ljungmann om planer og drømme for de nye områder på Høje Møn, og som sædvanlig glædede vi os over vores gode samarbejde. Der er stadig meget, der skal falde på plads, og til august regner vi med, at vi ved mere med sikkerhed. Foreløbig ser det dog positivt ud.

Flotte Frantz

 IMG_2045.MOV

Måske har I allerede set vores nye tyr, Frantz, som ankom den 28. maj. Der ligger her en video fra dagen. Ea fortæller:

“Han ankommer og står lidt usikkert og ser sig omkring. Det er første gang, han er alene. Så går han lidt væk fra kvægvognen og vejrer efter flokken.
Karl kører ned og henter flokken, der ankommer i 2 omgange.
Da den første ko kommer løbende puster Frantz sig op men opdager så, at det er damer og falder ned igen. Den første ko snuser og checker ham ud, og så kommer alle de andre og omringer ham. Så kommer flok nummer 2, og de går alle sammen ned til Galtemosen, hvor de stille og roligt giver sig til at græsse. Frantz, som nok er lidt genert, går ind i buskadset med et par af damerne, og så ser vi ham ikke mere.”

Hans far Pablo er højt præmieret og var en utrolig sød og rar tyr, fortalte Lars, som vi har ham fra.

Vores arrangement med GeoCenter den 20. juni var en stor succes. Vi var værter for en middag hos dem selv  og serverede naturligvis hjemmegræsset oksekød over grill. Vi ønskede at sige tak for lån af lokaler i forbindelse med generalforsamlingen, men vi ønskede også at fortælle om os selv, for vi er jo naboer og vores virke går indover hinandens. Det var vældigt hyggeligt, og vi endte naturligvis i Jydelejet, hvor Karl tegnede og fortalte om kvæget.

Forskellige interessante arrangementer

Danmarks Naturfredningsforening har bl.a. disse interessante arrangementer: Den 1.7. på Østmøn om sortplettet blåfugl og orkideerne, se her , og desuden et den 13.8. om naturplejeprojektet på Knudshoved, se her.

HEGNSDAGE

Næste hegnsdage bliver søndag d. 25. juni og søndag d. 29. oktober

Mødested: Ved indgangen til Jydelejet begge søndage kl. 10:30

Vi vil gerne dele glæden ved at deltage i pasningen af hegnene med flere af jer, så kom og vær med. Der er mulighed for at prøve kræfter med alt fra buskryddere til hækkesaks, le og ørnenæb, eller måske kan den lille kædesav friste. Det er hyggeligt at mødes, og du får også de sidste nyheder med, når Karl beretter om dyrene og deres ve og vel. Han medbringer meget udstyr men har du et favoritredskab, så tag det gerne med. Husk handsker. Vi plejer at slutte dagen ved 13-tiden hvor vi spiser vores medbragte madpakker og kaffe.

Vel mødt 

Lisbeth Gath Jensen og Birgitte Kjerringrokk

Bestyrelsen til generalforsamling 2023 i GeoCentrets skolestue.

GENERALFORSAMLING  den 23. april 2023

Kære medlemmer

Vi inviterer jer hermed til generalforsamling søndag den 23. april klokken 12:00 på GeoCenteret.

(Den gamle bygning med indgang fra havesiden). Parker på parkeringspladsen, -og på vej ud får man en gratis parkeringsbillet af Geocenteret. Som sædvanlig starter vi dagen i Jydelejet 10:30 med en gåtur i folden op til kvæget sammen med Karl for dem, der har lyst. Vi skal især vise jer det nye kvægshelter. Herefter finder I selv vej til Geocenteret, hvor der er en kop te og kaffe, inden generalforsamlingen går i gang klokken 12:00. Og efter generalforsamlingen serverer vi naturligvis lækker frokost med vores eget kød.

Dagsorden til generalforsamlingen søndag d. 23. april på Geocenter Møns Klint.

1.  Valg af dirigent og referent

2.  Bestyrelsens beretning

3.  Godkendelse af det reviderede regnskab

4.  Godkendelse af budget

5.  Indkomne forslag fra bestyrelsesmedlemmer og medlemmer

6.  Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

7.  Valg af revisor og revisorsuppleant

8.  Eventuelt

Bestyrelsesmedlemmerne Lone Blichert, Ea Selmer Trane og Merete Eskjær er på valg for 2 år, og suppleanterne Jan Blichert-Hansen og Krista Steffensen er på valg for 1 år. Alle er åbne for genvalg.

Høje Møn har netop fået støtte til LIFE ORCHIDS projektet, som I kan læse om her: https://naturstyrelsen.dk/lokale-enheder/lokale-nyheder/2023/marts/sts-moen-life-orchids/

Det er et fantastisk spændende projekt, som kommer til at omfatte det område, hvor vores kvæg græsser. Vi er ved at planlægge et arrangement, hvor Vordingborg Kommune og Naturstyrelsen vil fortælle os om det og skriver ud om det, så snart vi har en dato.  I mellemtiden kan man ellers også høre om det til Møns Biosfæres arrangement den 13. april: https://biosfære.vordingborg.dk/tilmelding-temamode-om-vordingborg-som-danmarks-vildeste-kommune/

I har alle fået budget- og regnskabsdokumenter med mail. Print gerne selv hjemmefra, hvis I ønsker det, for vi uddeler ikke printede regnskaber eller dagsordener til generalforsamlingen.

Vel mødt!

Bestyrelsen

HEGNSDAGEN d.12. marts

Vel mødt til hegnsdagen.

Færdig arbejde. Nu kører vi hjem!

NY DATO

Kære medlemmer

Vi må desværre flytte datoen for generalforsamlingen til:

Søndag den 23. april på Geocenteret

– og beklager ændringen, mens vi naturligvis håber, at I kan komme.   Der sker meget med naturplejen på Høje Møn de næste år, og vores galloway kvæg er forhåbentlig en stor del af dette nye eventyr. Det fortæller vi altsammen om denne dag. 

10:30: Dagen starter i Jydelejet, hvor vi kan vise jer det nye flotte shelter, som Naturstyrelsen har rejst til kvæget.

12:00. Selve generalforsamlingen finder sted i skolestuen på Geocenter, der generøst inviterer os indenfor (gratis parkering for foreningens medlemmer).

13:00 Traditionen tro serverer vi frokost med vores eget lækre kød, som et af foreningens medlemmer tilbereder for os. I år er der endda muligvis kage til kaffen! 

Vi glæder os meget, og vi håber at se jer alle sammen. Er der nogen, der har lyst til at være med i bestyrelsen eller i foreningens arbejde vil det være alletiders. Vi kan godt bruge lidt flere hænder. Skriv/snak med os inden, hvis I har lyst eller sig til på generalforsamlingen.

Bestyrelsen

NYHEDSBREV JANUAR 2023

Om det nye shelter, generalforsamlingen, sydfolden, hegnsdag, tilskudsfodring og ikke mindst en ny tyr.

I sidste uge mødtes bestyrelsen med Jens Ljungmann fra Naturstyrelsen til vores vintertur i foldene. Et varsel om kyndelmisse hvislede os om ørerne, men heldigvis kunne vi bagefter varme os med kaffe og Eas fortrinlige citronkage. Det var en prøvebagning for at se, om den kunne indgå som hegnsdagskage, og den blev enstemmigt godkendt.

Men før kage og kaffe og iskolde tæer var vi nede i det nye shelter, som er blevet bygget i grusgraven i Jydelejet, og som I kan se på billedet her. Det er fantastisk flot, og hvis ikke I når at se det før, går turen til generalforsamlingen derned, hvor vi kan fortælle om det. Karl kan snart begynde at vænne køerne til, at det er der, vi samler dem, men de sidste ting skal lige på plads først. Bl.a. skal der lægges grus ud på kørestien nede fra Langebjergvej, og vi skal have flyttet vores wrap baller derop. Vi har et stort ønske om helt at undgå at tilskudsfodre, og i år kan vi faktisk begynde en måned senere end i fjor. Vi har jo i efteråret skåret flokken i Jydelejet ned fra 26 køer med nogle kalve til 17 køer og de yngste kalve, og dette første resultat er jo lovende. I år vil der på denne måde i hele vækstsæsonen blive græsset lidt mindre, som så til gengæld forhåbentlig kan give mere for køerne at spise af hen over næste vinter. Alt er selvfølgelig afhængigt af vejret, men mon ikke det kan hjælpe os med ikke at skulle tilskudsfodre næste år.

Dyrene har det ellers godt og har været helt ude og spise tilfredsstillende ned mod nord, mens de desværre ikke kommer nok ud i syd. Vi kommer muligvis til at indhegne dem i sydfolden i kortere perioder for at få spist godt ned. I Høvblege og i haverne går det rigtigt godt med både dyr og græsning, og selvom der er fældet noget nåleskov på godsets side, er der stadig rigeligt læ i både fyr og enebær.

Generalforsamlingen i år bliver lørdag den 22. april Søndag den 23. april på Geocenteret.  Klokken 10:30 mødes vi i Jydelejet og går ned til shelteret, klokken 12:00 er der generalforsamling (sted informeres I om senere), hvorefter vi også spiser frokost sammen og nyder vores gode kød.  Kom og vær med 😊   Vi har så meget at fortælle om både køerne og de store planer, der er for Høje Møn.

Vi skal have ny tyr i år, og er begyndt at se os om efter en. Han skal først sættes til omkring 1. juni, men vi vil gerne sikre os en god en. I år er der 19 køer, der har gået med tyr, så vi kan forvente op til 19 kalve, og de skulle begynde at komme i marts.

Årets første hegnsdag er den 12. marts 10:30 i Jydelejet, en vigtig dag og et vigtigt arbejde for at hegnene ikke gror til.

En varm hilsen til alle fra bestyrelsen

Nyt læskur i Jydejelet

HEGNSDAG D.12. MARTS 2023

Hegnsgruppen vil gerne dele glæden ved at deltage i pasningen af hegnene med flere af jer. Så kom og vær med, -der er mulighed for at prøve kræfter med alt fra buskryddere til hækkesaks, le og ørnenæb. Det er hyggeligt at mødes, og du får også de sidste nyheder med når Karl beretter om dyrene og deres ve og vel. Han medbringer alt udstyr – du skal blot medbringe handsker. Vi plejer at slutte dagen ved 13-tiden hvor vi nyder vores medbragte madpakker og kaffe. 

Vel mødt 😊

Mødested: Ved indgangen til Jydelejet søndag d.12. marts 2023 kl. 10:30.
Hvis du har spørgsmål, så kan du kontakte Lisbeth på
gath@it.dk eller 20729224

NATURPLEJE I JYDELEJET 2022 – LØRDAG DEN 17. SEPTEMBER.MED AFSLUTTENDE SKOVFEST

I mange år har en flok trofaste frivillige plejet det fineste orkidé-sted på Møns Klint.  Det har resulteret i et stigende antal horndrager, som er en af Danmarks sjældneste orkidéer. Sidste år med et rekord-stort antal, og i år fulgt op af et næsten lige så stort antal, nemlig 3130 blomstrende horndrager. Hvilket er et flot syn i slutningen af juni og begyndelse af juli!

Nu er orkidéerne afblomstret og deres frø er spredt med vinden. Så nu er det tid til årets plejeindsats.

For vi skal selvfølgelig også pleje naturen i år, og det bliver lørdag d. 17. september kl. 10 – 15.

Og vi skal – som sidste år – fejre det gode resultat med en god skovfest, hvor vi skal smage på det gode kød fra kreaturerne, der græsser i Jydelejet, – med tilbehør.

Naturplejen foregår som vi har gjort i mange år: Slåning med le og afrivning af de afslåede urter. Hvis du ikke kan slå med le, så kan du lære det. Vi har leer og river med. Formålet er at skabe et lyst og næringsfattigt område, hvor orkidéerne ynder at vokse. Det er ikke kun horndrager, men også de andre særlige orkidéer, der typisk vokser i disse omgivelser, der drager fordel af plejen.

Det er ganske gratis at deltage i naturplejen. Du skal bare komme ”som du er”. Det er også gratis at deltage i den efterfølgende skovfest, men her skal du tilmelde dig, så vi ved, hvor mange bøffer, der skal lægges på grillen. Tilmelding: kontakt@graesningsforeningen.dk senest d. 10. september.

Tid: Lørdag d. 17. september 2022 kl. 10-15

Mødested: P-pladsen ved Jydelejet, Langebjergvej 1, 4791 Borre.

Arrangører: Naturstyrelsen Storstrøm, Græsningsforeningen Høje Møn, DN Vordingborg og Vordingborg kommune

Medbring: Praktisk tøj og fodtøj. Arbejdshandsker. En god le, hvis du har.  Desuden underlag/stol at sidde på til maden samt kop/kaffe/the til eget behov.

Naturstyrelsen Storstrøms hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/lokale-enheder/storstroem/

Græsningsforeningen Høje Møns hjemmeside: https://www.graesningsforeningen.dk/

DN Vordingborgs hjemmeside: https://vordingborg.dn.dk/

Vordingborg kommunes hjemmeside: https://www.vordingborg.dk/oplev/aktiv-i-det-fri/oplevelsesture-i-naturen/

   Med venlig hilsen

       H.C. Gravesen

       Tlf. 22 51 50 60

hcgravesen@outlook.dk

NYHEDSBREV AUGUST 2022

Denne gang om:

Tur med Naturstyrelsen, høslæt og skovfest, shelter for dyrene, ønske om at undgå tilskudsfodring, tilflytterdag samt vores nyhed om prisfald. Sidst men ikke mindst inviteres I til næste hegnsdag.

I sidste uge var det meste af bestyrelsen på tur i foldene med Naturstyrelsens (NTS) Jens Ljungmann og Jørgen Sandby. Det er efterhånden blevet en god tradition, at vi to gange om året mødes og snakker om dyr og græsningstryk og alt, der ellers kommer derimellem. Det var som altid en meget hyggelig tur- om end temmelig hed, og man kan nok endda se svedperlerne på billedet herunder! Området først i Jydelejet ved parkeringspladsen fortsætter med at være særligt populært for kvæget, og det er jo også der, der er vand i denne tørre tid. Derimod trænger det, der i gamle dage hed sydfolden, til at blive græsset ned, så der bliver arbejdet på at finde løsninger for at få kvæget til at opholde sig deroppe. 

Lørdag den 17. september er der høslæt i horndragerfolden, denne ene fælles naturplejedag sammen med Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening og Vordingborg kommune. Om et par dage lægges pressemeddelsen på vores hjemmeside, hvor I kan læse lidt mere i detaljer. Og samme dag holder vi skovfest igen! Vi har gemt nogle gevaldigt flotte højreb til grillen og giver frokost til alle, der kommer med til høslæt denne dag- man behøver ikke være medlem, så tage gerne tanter, naboer og andre interesserede under armen og vær med 😊

NTS har i de seneste år arbejdet ihærdigt med at få bevillinger og tilladelser til at rejse et shelter til dyrene inde på selve arealet, og det er kommet i orden nu og bliver rejst i den gamle grusgrav måske allerede i år. Det glæder vi os meget til, og I kommer til at høre mere, når der sker noget!

Vi ønsker meget at kunne tilskudsfodre mindre eller slet ikke i Jydelejet. I de øvrige folde tilskudsfodres der ikke, for der har været græs nok. Vi har de seneste år haft færre dyr i Jydelejet, uden at det dog har gjort den store forskel, men vi fortsætter med at sætte antallet ned- og for i vinter kommer der således til at gå 17 køer med nogle kalve mod 30 dyr sidste år. Der er mange forskellige forhold, der spiller ind, og vi prøver os frem, samtidig med at Karl fortsætter sit daglige tilsyn af dyrene for at sikre, at alle har det godt og er ved godt huld vinteren igennem.

Til Østmøns tilflytterfest den 10.9. donerer græsningsforeningen filletter og er med for at fortælle om vores udmærkede forening.

Og: Prisfald på kød i år!  Foreningens økonomi er stærk, og eftersom vi ikke behøver at få overskud til slagtningen i år, bliver alt kødet solgt til 50 kr kiloet. Sådan! Bestilling til kødsalg kommer ud i den nærmeste fremtid.

Næste hegnsdag bliver d. 13. november – alle er meget velkomne!

Så skal der ryddes langs hegnene i Jydelejet – det bliver hyggeligt at se jer igen, og mon ikke vejret atter vil være med os. Sæt kryds i kalenderen søndag d. 13.

november.
Karl vil som altid møde os på P-pladsen ved indgangen til Jydelejet kl. 10:30 og fortælle hvilke dele af hegnet der står for tur – han har også redskaber med. Husk handsker. Vi plejer at samles og spise sammen, så tag gerne madpakke og drikke med. Kan du blot afse nogle timer er det også fint.

Hvis du har spørgsmål, så kan du kontakte Lisbeth på
gath@it.dk eller 20729224

Billedet er fra vores tur med Naturstyrelsen

Mange hilsener

Bestyrelsen

HEGNSDAG D. 13. NOVEMBER – ALLE ER MEGET VELKOMNE!

Så skal der ryddes langs hegnene i Jydelejet – det bliver hyggeligt at se jer igen, og mon ikke vejret atter vil være med os. Sæt kryds i kalenderen søndag d. 13. november.
Karl vil som altid møde os på P-pladsen ved indgangen til Jydelejet kl. 10:30 og fortælle hvilke dele af hegnet der står for tur – han har også redskaber med. Husk handsker. Vi plejer at samles og spise sammen, så tag gerne madpakke og drikke med. Kan du blot afse nogle timer er det også fint.

Hvis du har spørgsmål, så kan du kontakte Lisbeth på gath@it.dk eller 20729224

GHM HEGNSDAG d. 29. maj

GHM hegnsdag blev en god dag. Rigtig mange, i alt 18, deltog på dagen. Der blev virkelig arbejdet igennem, og hegnsdagen sluttede med en hyggelig frokost og kage på stenene neden for Aborrebjerget.

Frokost i det grønne.

SAMKØRSEL

Kære medlemmer,

Vi søsætter hermed muligheden for samkørsel til foreningens arrangementer, første gang til hegnsdag lørdag den 29. maj.Har du mulighed for at tage nogen med i bilen, eller vil du gerne selv tages med, kan du skrive dette til Rikke Moeslund på mail inden aftensmad den 28.: rikkemoeslund@stensvednet.dk, eller pr telefon 20925120. Skriv dit navn, telefonnummer og hvilken by eller sted, det drejer sig om, og så vil Rikke se, om hun kan få det til at hænge sammen. Denne gode ide om, at vi kan samkøre, kom op på generalforsamlingen, så lad os se, om vi ikke kan få det til at fungere. 

Mange hilsener og godt forår derude allesammen!

Lone Blichert

Formand

GENERALFORSAMLING 2022

Kære medlemmer

Vi inviterer jer hermed til generalforsamling lørdag den 23. april klokken 12:00 i fælleshuset på Camp Møns Klint. Som sædvanlig starter vi dagen i Jydelejet 10:30 med en gåtur i folden op til kvæget sammen med Karl for dem der har lyst. Og efter generalforsamlingen serverer vi lækker frokost med udsøgt kød af egen avl.

Dagsorden til generalforsamlingen:

  • 1. Valg af dirigent og referent 
  • 2. Bestyrelsens beretning 
  • 3. Godkendelse af det reviderede regnskab 
  • 4. Godkendelse af budget 
  • 5. Indkomne forslag fra bestyrelsesmedlemmer og medlemmer 
  • 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter 
  • 7. Valg af revisor og revisorsuppleant. 
  • 8. Eventuelt. 


Lone Blichert, Brian Josefsen og Lisbeth Bering er på valg, og alle er villige til genvalg. Lone er på valg for 1 år af tekniske grunde. Suppleanterne Jan Blichert-Hansen og Krista Steffensen er på valg og stiller begge op til genvalg.

Vi opfordrer desuden jer medlemmer der har lyst, at komme med i et aktivitetsudvalg for at arbejde med både gamle og nye ideer.

Vel mødt og venlig hilsen Bestyrelsen

NYHEDSBREV 21.3. 2022

Nu har Karl lige meldt, at de første kalve er kælvet i Jydelejet! I kan se en af dem øverst til højre på billedet! Det er altid en dejlig nyhed at få, og så kommer de andre trillende efter- vi regner med at få op til 20 i alt i løbet af de kommende måneder. Det betyder at Lars, vores meget trofaste og dygtige tyr, kommer til at flytte ud til Mandemarke Have. Han kommer igen omkring 1. juni.

Hen over vinteren er foreningslivet gået sin rolige, vante gang:
-I januar fik vi et uanmeldt kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen som led i deres “kampagne vedr. hold af kødkvæg i vinterhalvåret”, som resulterede i en “smiley”. Alt var i skønneste orden.
-Der har netop været endnu en vellykket hegnsdag i nordfolden, og vi har i bestyrelsen været på vintertur i foldene med Naturstyrelsen.

-Vi har også lige holdt bestyrelsesmøde, og fordi vi har et pænt overskud, kunne vi beslutte at købe en ny ATV, så Karl kan “suse” hen over bakkerne. Den gamle ATV er sendt på pension. Vi har også fået en ny presenning og nye dæk på kvægvognen – det var et under at dækkene havde holdt så længe.

-Og desuden har vi besluttet at holde skovfest igen til Høslæt d. 17. september. Brian, som var primus motor og stod og svang bøfferne i bakkerne i fjor, havde let ved at overtale os andre, for det var jo en herlig dag!

-Vi er så heldige, at Maja Bojko og Dan Olson har tilbudt at hjælpe med hjemmesiden, og de har hermed fået titel af Webmasters.
-Sascha Bendix har taget denne fine video af kvæget, som hun har delt med os:
https://www.dropbox.com/sh/md7s2s9taphagzp/AACu66ZSoSpuRfT-7YEw-mL_a?dl=0

HEGNSDAGE 2022

Hegnsdage i Jydelejet i første halvår bliver d. 6. marts og 29. maj. Alle er velkomne, gamle og nye! Karl møder os på P-pladsen ved indgangen til Jydelejet kl. 10:30. Han har styr på hvilke dele af hegnet der står for tur – og han har som altid redskaber med. Vi spiser som altid sammen efter veloverstået arbejde, så tag madpakke og kaffe med. Husk handsker. Kan du blot afse nogle timer er det også fint.

Opslået 9. januar 2022

FOLDER OM NATURPLEJENDE DYR

Seges har udgivet en folder om helårsgræssende kvæg i naturen, hent den her fra landbrugsinfo.dk

Opslået 9.januar 2022

Se under aktiviteter for alle datoer og mere information